Og så var der én.

 

Den ærke-liberale (med danske øjne) Ron Paul opgav mandag kampen om at blive det republianske partis præsidentkandidat.

Han understregede i en erklæring, at han stadig håber at blive republikanernes kandidat, men at det ikke længere er værd at spilde penge på at føre kampagne, og hans exit får ingen reel betydning.

Det lykkedes ikke Ron Paul at vinde ét eneste primærvalg, og det er kun takket være de byzantiske valglove, at det texanske kongresmedlem overhovedet havde en chance. Til det sidste klamrede Ron Pauls støtter sig til håbet om, at Paul kunne sikre sig nok delegerede til at forhindre, at Mitt Romney nåede op på de nødvendige 1.144 valgmænd.

Dermed kunne Ron Paul – hvis ikke selv blive kandidaten – måske sikre sig én vis indflydelse og en uvurderlig medieeksponering til republikanernes konvent i august.
En overgang så det også ud til at være en reel mulighed, men da først Newt Gingrich og dernæst Rick Santorum kastede håndklædet i ringen, blev det spinkle håb knust under Romneys damptrommel.
Ron Paul kan måske finde trøst i, at han klarede sig væsentligt bedre denne gang, end da han stillede op i 2008, og langt bedre end de kommentatorer, medier og partiledelsen havde regnet med.
Ron Paul blev aldrig taget alvorligt af de tone-angivende medier, der – med en vis ret – afskrev ham som chanceløs. Ron Paul har en lille gruppe entusiastiske fodsoldater, men hans opbakning er dyb – og ikke bred.

Alle amerikanere kan finde noget, som de kan lide ved Ron Paul, men de behøver heller ikke grave dybt for at finde noget, som diskvalificerer ham for nogensinde at få deres stemme.

Ron Pauls holdninger til blandt andet støtten til Israel, modstand mod dødsstraf og et ønske om at legalisere marihuana gjorde ham helt uspiseligt for det store flertal af republikanske vælgere.

Der var heller ikke mange stemmer at hente på den anden side af det politiske spektrum, hvor Ron Pauls mere konservative synspunkter på abort, global opvarmning og et ønske om en minimal offentlig sektor også diskvalificerede ham.
Alt det vidste Ron Paul selvfølgelig godt, og hans kampagne har mere end noget andet været et principielt korstog for den 76-årige Ron Paul, der såfremt havde var blevet valgt, havde været den ældste præsident nogensinde. Helt spild af tid og penge har kampagnen dog ikke været.
Pauls stædighed og konsekvente holdninger ressonerede godt med mange vælgere, og den specielle blanding af liberale og konservative holdninger kaldet libertarianisme har vundet genklang hos en lille men støt voksende gruppe af unge, og i amerikansk politik er entusiasme ekstremt vigtigt.
Ron Pauls 49-årige søn Rand Paul er nyvalgt senator i Kentucky – en post som han i hvertfald delvist kan takke sin far for. Det er ikke utænkeligt, at Ron Pauls præsidentkampagner og den medfølgende nationale eksponering også kan bane vejen for sønnens vej til det Hvide Hus.